Bevar kontrollen og roen i en tilspidset situation og giv dit barn en følelse af, at du har styr på situationen og er sikker i det du gør og siger. Hjerneforskning viser, at vores reaktioner som forældre, påvirker hvordan barnet reagerer. Din reaktion er afgørende for, hvilken del af hjernen du appelerer til, hos dit barn. De kan være modtagelige eller reagerende. Når børn er modtagelige kan de høre efter, lytte, reflektere, styre deres reaktioner og følelser og tænke over deres egne følelser og handlinger. Her bruger børnene et af de mere avancerede områder af hjernen, som jeg under denne hjernerejse kalder for rytteren (øvre hjernehalvdel). Er børn derimod reagerende, vil de i stedet aktivere de mere primitive dele af hjernen og gå i forsvarsposition, føle sig truet og være som nogle ville kalde det, “umulige”. De vil i det hele taget arbejde imod dig, ved enten at være udadreagerende eller ved at gå ind i sig selv. Den viden er nøglen til et forældreskab, uden skæld ud og færre konflikter. Det tager tid at opbygge den del af hjernen, som gør børn modtagelige, da det er et område, som først udvikler sig gradvist i gennem barndommen. Anderledes står det til for det område, som gør børnene reagerende, for det er langt mere udviklet allerede i en tidlig alder. Det forklarer, hvorfor det er meget nemmere for børn at blive vrede, end det er at træde et skridt tilbage og tænke sig om. Som forældre kan du dog gennem forældreskabet, hjælpe dit barn med at træne rytteren og opbygge flere forbindelser i den øvre avancerede hjernehalvdel, samt få hele hjernen til at arbejde sammen. Når du vælger denne tilgang, får du gradvist mere balancerede børn, som samarbejder, mærker og forstå sig selv og lærer selv at træffe gode beslutninger.
Din autoritet bliver stærk, når du ikke lader dit barns reaktion påvirke din reaktion. Med det mener jeg, at når dit barn har store følelser eller en total nedsmeltning, så er det ikke det rette tidspunkt, at du også har det, men i stedet være der følelsesmæssigt for dit barn og med din viden, tale til dit barn, på en måde, der fremmer rytterens arbejde.
Skab kontakt til dit barn. Kontakt er det værktøj, som nemmest flytter børnene fra at være reagerende, til at være modtagelige. Anerkend de følelser barnet har, så barnet ved, at du kan håndtere de store følelser.
Bevar roen i en tilspidset situation, ved evt. at gå i pause mode. Træk vejret og lad være med at sige noget. Sæt dig på gulvet i øjenhøjde med dit barn og afvent kort. Når du føler du har kontrol over dig selv, kan du fortsætte med at hjælpe dit barn videre fra situationen. Placer dig i deres højde, så du ikke virker nedstigende og truende. Det kan I sig selv også skabe ro for dit barn. Den lille pause, vil også give dig mulighed for, at holde fokus og vælge din tydelige kommunikation.
Her kommer et uddrag, fra bogen The Yes Brain Child.
“SPILLEREN & TILSKUEREN:
Når vi taler om at se på, hvad der foregår i vores indre landskab, mener vi, at vi anerkender og endda omfavner de følelser vi oplever i øjeblikket, samtidig med, at vi observerer vores egne reaktioner på disse følelser. Forskere, filosoffer, teologer og alle andre tænkere har diskuteret denne idé i århundreder. Nogle gange har de beskrevet det som at være opmærksom, på forskellige bevidsthedsplaner. Eller de har talt om to måder, at behandle information på. Uanset formuleringen er det væsentlige koncept, at vi både føler vores følelser i øjeblikket og ser os selv føle disse følelser. Vi er både observatører og observerede, eller opleveren og øjenvidnet til oplevelsen. For at udtrykke det som børn kan forstå, er vi både spilleren på banen og tilskuer på sidelinjen.
Forestil dig f.eks. dig selv i din bil. Du har lige haft dine børn med i biografen, hvor du besluttede dig for, faktisk at købe de uhyrligt prissatte popcorn snarere end at mikrobølgeovne nogle hjemmefra og smugle dem ind. (Du har også gjort det, ikke?). Nu på vej hjem, snarere end at være glade og taknemmelige, klager og skændes dine børn om, hvem der skal gøre hvad først, og støjen bliver højere og højere. Måske er det en særlig varm dag, og af en eller anden grund, fungerer klimaanlægget i din bil ikke godt. Når kaoset på bagsædet eskalerer, gør dine følelser det også, og du begynder at komme ind i den røde zone. Du er klar til at eksplodere. Uden indsigt kan din nedre del af hjernen muligvis overtage helt, hvilket får dig til at sprænge på dine børn, skrige og forelæse dem om taknemmelighed og nævne de definerende træk ved et forkælet barn.
Denne øjeblikkelige version af dig selv, den der kører hjem fra filmen, er det, vi kalder ‘spilleren’ dig. Du er i spillet, på banen. Og det er svært for spilleren at gøre meget mere, end bare at fortsætte med at spille spillet og overleve den begivenhed, der dukker op. Men hvad hvis du kunne observere denne aktuelle version af dig selv fra et sted uden for kaoset? Mens din spiller selv er midt i spillet og ikke har noget perspektiv, vil denne observatør være den ’tilskuer’, der bare ser begivenhederne fra tribunen.
Kan du se, hvordan en tilskuer på tilskuerpladsen er i stand til at opretholde roen på en måde, som en spiller på banen ikke kan? Tilskueren kan bevare indsigt, perspektiv og overblik, selv mens spilleren oplever fuldt fuldt ud og hektisk.
Denne form for indsigt og perspektiv kan være meget praktisk, når du er i en varm bil og føler en rød zone, voksen-tantrum-freak-out, når du kører dine børn hjem fra biografen. I den varme minivan er du spilleren midt i spillet. Men du kan også forestille dig en anden tilskuerversion af dig selv, der flyder over bilen og ser ned på din spiller selv med dine børn på bagsædet. Tilskueren behøver ikke at blive fanget af de store følelser og tumulten i bilen. Hendes job er simpelthen at være vidne til, hvad der sker med spillerne på bagsædet. Hun bemærker bare. Tilskuer. Hun dømmer ikke eller fordømmer eller finder fejl, da hun ved, at følelser er vigtige, endda negative. Hun ser simpelthen situationen og bemærker, hvad der foregår, herunder hvordan spillernes vrede eskalerer. Mens hendes position som spiller har lyst til at tænde af og følelserne muligvis løbe af med hende, kan positionen som tilskuer opmærksomt se igennem hele situationen og opnå et meget fyldigere og sundere perspektiv på situationen. Måske endda finde det underholdende.
Hvad tror du tilskueren ville sige i denne særlige situation? Med andre ord, hvis du kunne tage et sekund, mens du sidder der, med knogler hvide fra at gribe om rattet og se dig selv fra en rolig og fredelig position, uden for de nuværende omstændigheder, hvad ville du fortælle dig selv? Tilskueren siger måske noget som: ‘Det er fint at blive ked af dette. Hvem ville ikke være? Jeg er kun menneske. Husk, at børnene er trætte, og det er jeg også. De handler typisk ikke forkælede og det føles bare sådan nu. De er bare børn. Jeg vil trække vejret dybt og føle, at min krop slapper af. Så tager jeg den sang op, som børnene kan lide, og prøver ikke at sige noget, jeg vil fortryde, og vi er hjemme om et øjeblik og kan alle slappe af. Hvis jeg har brug for at adressere noget om deres adfærd, gør jeg det, når vi alle er tilbage i den grønne zone. Vi siger ikke, at denne form for indsigt og bevidsthed er let. Det kræver øvelse. Men hvis du er villig til at arbejde på det, kan den enkle observation i høj grad øge den nødvendige indsigt, for at tage kontrol over, hvordan du opfører dig i foruroligende situationer. Det er så nyttigt! Dette eksempel handler naturligvis om forældres indsigt. Men du kan se, hvordan den samme idé også gælder for dine børn. At forstå en idé som denne, kræver et bestemt niveau af udvikling og vil blive mere opnåelig, når børn bliver ældre og dygtigere til sofistikeret tænkning. Selv når dine børn er små, kan du dog begynde at lægge fundamentet, ved at hjælpe dem med, at være opmærksomme på deres følelser og den måde, deres kroppe reagerer på, når de bliver ked af det. Nøglen til indsigt for både voksne og børn er, at lære at holde pause et øjeblik midt i en opvarmet situation, når du tager tilskuerens position. Det er her, hvor magten ligger: i pausen.”