KÆRT

T Y D E L I G

Sæt scenen. Når vi som forældre sætter scenen, er det betydelig nemmere, at skabe det liv vi ønsker med vores partner og børn. Tydelighed er meget værdifuldt for et barn. For at skabe tydelighed, er det også vigtigt, at være bevidst om værdier, krav, konsekvenser, mål og i det hele taget, hvad jeres familie står for. Vi vil sjældent være i tvivl om beslutninger, hvis vi træffer valg på baggrund af vores afklarede værdier. Værdier er nøglen til, at forstå og forudsige vores eget liv og vores adfærd, såvel som andres. 

Hvor mange familier taler om “vores værdier” og er bevidste om, hvordan de formidler dem til deres børn? Det handler om, at formidle det både i ord og handling og de to skal gerne stemme overens. Altså tydelighed. 

Tydelighed bygger også på den viden, du tilegner dig om dit barns udvikling og hvordan hjernen fungerer. Når du har en vis forståelse for hjernen, vil forståelsen for dit barn og tilgangen til dit barn, komme mere naturligt. 

Tydelighed kommer også ind, i den sproglige udvikling. Vær tydelig i din tale og undgå babysprog. Sæt det præcise ord på det du taler om, i stedet for at sige “den der”, når det måske er mælken du mener. 

Ved at være tydelig i sin kommunikation, undgår du også mange misforståelser og konflikter. Samtidig lærer du også dit barn, at udtrykke sig tydeligt. 

Tydelighed er også vigtigt, når du laver en aftale med dit barn, eller forbereder dit barn, på noget der skal ske. “Nu skal vi ud og handle og jeg vil gerne have dig til, at hjælpe mig med, at finde bananer, blåbær, mælk og brød. Kan du hjælpe med det?”. Ved at være tydelig omkring hvad I skal, vil det være nemmere for dit barn, at holde fokus, når andre fristelser i supermarkedet, kommer tæt på. Det er faktisk også en god øvelse til dig selv, for at styre egen lyst, når du overmandes af fristelser.

Det gælder også når du er tydelig omkring, hvornår i skal spise eller, “når afsnittet af tegnefilmen er færdig, så har jeg brug for din hjælp, til at slukke fjernsynet”. Forbered barnet, vær tydelig og konsekvent. Altså når du har sagt ét afsnit, så er det ét afsnit. Ellers starter balladen næste gang, du forsøger at lave en aftale omkring fjernsynet. Når du er tydelig i, hvad der kommer til at ske, kan du også med fordel anvende rollespil. Hvis barnet skal til læge, så leg en leg der handler om det, der kommer til at ske. Hvis det er din babys første vaccination, så fortæl hvad der kommer til at ske. Det samme med tandlæge, frisør eller noget helt andet. Det er dig der er afgørende i forhold til, om dit barn får gode første oplevelser og dermed kan glæde sig til næste gang. 

Tænk også tydelighed ind i udfasning af sut, amning, sutteflaske, eller hvis barnet skal sove på egen værelse, overnatte hos en ven, varetage en opgave osv. 

Inspiration til hverdagen

Køre bil: Flere forældre oplever, at baby græder når den skal køre bil. Hvis vi tænker tydelighed ind her, er det vigtigt at være bevidst om, hvad du forventer af din baby. Forventer du at baby skal sove, så skal du også sætte den scene tydeligt for din baby. Ud over at være sikker på, at alle de basale behov er opfyldt, så er der meget andet der er vigtigt, at tage højde for. Sæt scenen! Fortæl baby hvad der skal ske og hvor I skal hen og, at du sidder lige foran og kører bilen. Giv baby et dejligt kram og tal positivt og opmuntrende, imens baby bliver sat i stolen. Nu viser du at det I skal, er sikkert og sjovt. Baby aflæser dit kropssprog og ansigtsudtryk hele tiden. Nogle babyer skal “trænes” langsomt op i nye ting. Så tag det lidt efter lidt. Giv tid. Hvis baby skal sove, skal den ikke sidde omringet af legetøj. Det er meget forvirrende for baby og langt fra et tydeligt signal. “Skal jeg sove eller lege?”. Der vil dog være enkelte babyer, som kan abstrahere fra legetøjet. Det kan også være det spejl, som mange har bagved hos baby, som kan give anledning til megen forvirring og dermed frustrationer.

Tur i barnevognen: Flere babyer kan ligge og skrige i barnevognen og der kan være mange grunde. Én ting er sikkert. Baby græder ikke bare for at græde, eller for at irritere dig, men baby forsøger at fortælle dig noget. Igen skal de basale behov selvfølgelig være dækket. Du kan få stor succes med barnevognsturen, hvis du for det første fortæller baby, hvad der skal ske. Baby forstår 5-6 ord, når baby er bare 10 dage gammel og de forstå stort set alle de sætninger, du normalt anvender omring dem, ved 6 måneders alderen. Mange tænker barnevognsturen som en tur, hvor baby skal sove. Det kan også være fint, men kan også blive den eneste måde baby kan sove på. Tænk turen, som en tur hvor I skal opleve verden sammen og skabe nye erfaringer og kompetencer. En tur hvor du kan give din baby en kæmpe udviklende gave. Gå og tal med din baby lige fra spæd og fortæl baby, hvad der sker omkring jer. Tag også baby op og lad den være nysgerrig. Se, duft, lyt, smag og rør noget sammen. Husk hvor vigtigt dit ansigtudtryk og kropssprog er og hvordan det påvirker din baby. Vis med hele dig, at der ingen fare er. Der er mange sanseoplevelser og det er så godt for baby, så længe baby føler sig tryg. Det skal du hjælpe din baby med at føle. Syng sange på jeres tur og vær opmærksom på, hvad din baby egentlig fortæller dig. Skærm ikke verden af med en tablet eller en helt forlystelsespark af legetøj. Isoler ikke din baby eller lille barn på den måde. Det vil også skærme synet, for de lange afstande der er udenfor og god træning for øjet. Hvis dit barn er urolig, utilfreds, ked af det eller andet der gør, at du hiver en tablet frem, så lærer du dit barn, at det ikke er okay at have de følelser samtidig med, at du isolerer ham fra omverdenen og dig. Den vil formentlig også give ham input, som hans hjerne slet ikke er designet til at modtage. Jeg kunne blive ved med grunde til, at en isolerende skærm, skader dit barn og jeres relation. Hvis du har mod på mere i den retning, så læs indlægget Isolerende iPad eller følg Imran Rashid’s smukke arbejde. Vær i stedet nysgerrig på dit barn og de følelser han sidder med. Han vil formentlig bare gerne udforske verden med dig eller op og være tæt på dig. 

Et eksempel fra i dag. Min mand og jeg gik tur i byen med vores to mindste. På vej hjem, vil Aston på 2 år, gerne en anden vej hjem, hvor vi kan se på togene. Vi anerkender straks ved sige. “Du fortæller at du gerne vil den anden vej, er det rigtigt?”, “det er også sjovt at se på togene. Det skal vi også snart igen, men i dag går vi den her vej hjem” Aston godtager det svar og føler sig formentlig set, mødt, forstået, anerkendt og respekteret. Samtidig er vi tydelige og konsekvente, ved at fastholde vores valg, på en kærlig måde. 

En kæmpe gave du kan give din baby, er muligheden for, at kommunikere med dig i en tidligere alder, end talesprogets udvikling. Det kan du gøre ved at lære din baby tegn. Du vil formentlig blive overrasket over, hvor simple og små ting, der kan ligge til grund for stor frustration. Måske vil din baby bare gerne tale om den fugl den ser, se hvor den lyd kommer fra, sidde op i barnevognen så den bedre kan se, have et kram som kan fortælle den at alt er okay, røre ved det spændende træ, få fortalt om den store bus eller noget helt andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *