SØVN

S U N D ✨ S Ø V N: MAGISK UNIVERS

Baby’s erfaring med søvn, starter fra første dag og baby skal godt fra start med Sund Søvn. Fokuser derfor på, at forbind søvnen med noget trygt og dejligt, ja faktisk magisk 🙂 Baby skal mærke mor eller far og helst begge tæt på. Tal altid positivt, positivt, positivt om søvnen. Baby forstår allerede 5-6 af de ord du siger, når baby er 10 dage gammel. Når baby er mellem 5-6 måneder, forstår baby de fleste sætninger du anvender i hverdagen. 

Med vores børn, har vi fra første dag omtalt søvn, som noget af det dejligste. Lige som med tandbørstning, solcreme, mad osv. har vi omtalt det med uhmm og ahhh lyde og sætninger som “åhh hvor dejligt”, “nu skal vi sove dejligt”, “ej hvor jeg glæder mig til at sove”, “hvor bliver det bare hyggeligt” og jeg kunne blive ved. Det kan virke helt overdrevet, men det er jo skønt at sove og du planter de her skønne følelser i dit barn. 

Sovetid skal ikke komme ind, som en lyseslukker der afliver legen, eller anden hygge. Derfor er det vigtigt, at forældre planlægger, er enige og bevidste om rutinerne til sengetid. Selvom baby ikke sover kl 18, 19 eller 20 til natten, så kan du stadig “lege”, at sengetid er på et bestemt tidspunkt. Når du får de faste putteritualer ind fra første dag, så er du bare forud for en god, fast og gavnlig rutine, hvor Sund Søvn er godt på vej. 

Gør det til en rutine, at planlægge hvad der skal ske, fra aftensmaden og frem til putteritualerne starter. 

Rutine og putteritualer, kan se ud på forskellige måder og her er nogle af vores rutiner alt efter alder:

Baby 0 – 4 måneder: Vi spiste kl 18 og baby blev ammet, sad/lå med ved bordet eller sov i vuggen som var placeret lige ved siden af os. Vi legede en stille leg eller fik lidt frisk luft efter aftensmaden og derefter placerede vi os oftest i sofaen med baby imellem os (vores sofa kan trækkes ud til sovesofa). Vi simulerede også sovetid ved, at dæmpe lys og talte lavere. Så læste vi, talte, spillede spil, sang, ammede, eller så tv. Alt sammen i dæmpet niveau og imens baby sov på os, eller tæt op ad os. Baby skal ikke vendes til, at ligge for sig selv i den første tid.

Da det så var sovetid for de voksne, så blev jeg (mor) ofte og sov med baby på sofaen. Sofaen var stort set altid slået ud som seng med tyk topmadras, da vores børn var babyer. Det gav en helt ubeskrivelig nærhed og hygge sammen med baby, men også hustru og mand imellem. På den måde bliver baby heller ikke flyttet rundt med og det biologiske ur, forstyrres ikke. Det er en anden sag, når baby er 4+ måneder og har en sund søvn. 

De første par måneder, har du virkelig mulighed for, at skabe en god og Sund Søvn for din baby. Hvis:

  • Det biologiske ur er indstillet korrekt
  • Baby kender forskel på dagslure og nattesøvn
  • Baby oplever et sundt miljø og omgivelser med tryghed og kærlighed
  • Du har gode amme-/madvaner
  • Der er styr på sikkerhed og sundhed i hjemmet
  • I har faste rutiner, vaner og putteritualer
  • Baby bliver sat i et optimalt stimulerende miljø
  • Baby er rask

 Så har du alle muligheder for, at skabe Sund Søvn, for din baby nu og i fremtiden. 

Baby 4+ måneder til 1 år: Nu begyndte vores børn, at spise med til aftensmaden. Her vil jeg gerne understrege, at vi spiste SAMMEN. Vi spiste nærmere kl 17 og sammen med baby. At skabe en rutine med, at baby bliver “spist af” inden de voksne spiser, kan give baby en unaturlig og ensom oplevelse af, at skulle spise. Vi har også altid skabt hygge omkring måltiderne, både hoved- og mellemmåltider og vores børn har været med i køkkenet, helt fra babystadiet. Vi har talt højt om de dejlige dufte og vi har sammen smagt maden til. Det er et indlæg i sig selv, som jeg vil lægge op, på et senere tidspunkt. Tilbage til aftenrutinen for en 4+ baby 🙂

Efter aftensmaden kunne vi nu godt gå en aftentur eller have massageaften og herefter startede putteritualerne. Ved 4 + måneder blev putteritualerne tydeligere, da baby var mere vågen efter aftensmaden. Tandbørstning var nu en del af putteritualet også selvom, baby ikke havde fået tænder endnu. Baby fik også tandbørsten, som var en kombineret tandbørste/bidering i hånden, til at lege med, så snart de kunne holde på den. På de måder, blev tandbørstningen og er tandbørstningen ikke nogen ubehagelig ceremoni for vores børn, men en naturlig og dejlig del at morgen- og aftenritualerne. Vigtigt at alle elementer i putteritualet, er noget der skaber glæde, hygge, nærvær og sjov. 

Ud over mad, tur og tandbørstning, så resten af aftenen ud som ovenstående baby 0-4 måneder, men begyndte at putte i egen seng ved ca 10 måneder. Som beskrevet i tidligere indlæg, ligger vores soveværelse ved siden af børnenes værelse og de to værelser, er forbundet med en dør. 

Du vil opleve, at jeg også beskriver noget, som du umiddelbart kan tænke, ikke er relevant for dig. Det er blot til inspiration og kan være med til, at tænke på andre løsninger. Ofte kan egne faste rutiner, være så indkørte, at det kan være svært, at se andre muligheder, før de bliver serveret. 

1-6 årige: Begge vores små børn, er i denne aldersgruppe nu og de sover på samme værelse. Nu vil jeg beskrive to aftener, som vores er flest af og som de ser ud lige nu. 

Model 1: Vi spiser kl 17, oprydning efter mad og af legetøj (kan også ligge inden aftensmaden og aldrig som en del af putteritualet), dans, leg eller lidt luft i haven/byen. Kl 18 starter putteritualet, som består af banan, havredrik, tandbørstning, den ene tisse af og den anden ny ble, natdragt. Så er der historie i far’s og mor’s seng (en kendt bog eller fars fortællinger, som er let fordøjelige og skønne) eller tre godnatsange. Når de ligger i egen seng, taler vi ofte (med lav stemme), kort om dagen og hvad vi er taknemmelige for og andre følelser fra dagen. Det fra dagen der gav særlige følelser, er også det der er nemmest at fremkalde i hukommelsen. Dit barn får bearbejdet dagen, samtidig med at du træner dit barns hukommelse. Vi putter kl 18:30. Tidspunktet kan afvige, hvis vi skal noget eller er på tur, men vi værner meget om vores børns søvn. 

Model 2: Spiser kl 17, hvorefter vi tager på aftentur. De to små, er inden turen kommet i nattøj, har fået børstet tænder og den ene tisset af og den anden ny ble. Det kan være en tur til vandet, sige godnat til dådyrene i Marselisborgskoven, gå rundt i Marselisborg slotspark, køre ud til vandflyveren, eller andre “rolige” ture. De får banan og havredrik og så kører vi hjem ca. kl 18:30-19. Her er de oftest faldet i søvn og vi bærer dem ind i seng. 

Sovemiljø: Hvis barnet skal sove på eget værelse, så skab magi i rummet. Gør det til det hyggeligste sted i huset. Vi holdte en fælles navngivningsfest for Asta & Aston i juni 2019. Vi gik All In på pynt og brugte det efterfølgende, til at pynte deres værelse med. Ud over det, har vi lavet en drømmehimmel. Da Asta var knap 2 år, spurgte vi ofte til natten, hvad hun gerne ville drømme om. Hun havde altid samme svar: Asta, Aston, far, mor, julemanden, 2 hunde og 1 kat. Det er præcis  billeder af det, hun har på hendes drømmehimmel. Billeder der er klistret over hendes seng 🙂 

Vælg også en dejlig dyne og pude, med betræk som har print, der optager dit barn. Vælg også en god madras og seng. Luft ud hver dag og gør rent ofte. Mørklægningsgardiner til natten. Lad dit barn lege og hygge i sengen om dagen. Det skal være et virkelig rart og hyggeligt sted, som barnet forbinder med dejlige oplevelser. Dit barn skal nok kende forskel på, når det er sovetid og legetid, igennem de faste rutiner og putteritualer.

Sluk skærmen: Skab jeres eget univers med nærvær og vær bevidst om, at dit barn sikker har mange indtryk fra dagen. Erfaringer og indtryk er for det meste meget positive og udviklende, men hvad har dit barn egentlig oplevet i institutionen? Hvad har dit barn egentlig set på skærmen? Ved du det? Det håber jeg, men tror desværre, at mange børn har mange oplevelser i løbet af dagen, som forældrene ikke er en del af eller kender til. Også helt små børn. Giv ro til at fordøje dagen og slappe af inden sengetid, ved at slukke ALLE skærme. Også far’s og mor’s.

Ingen spørgsmål: For at bevare de dejlige følelser omkring sovetid eller “magien”, så undgå spørgsmål. Barnet skal generelt ikke tage stilling til meget, da deres hjerne slet ikke er udviklet til beslutningstagen ud over en gang imellem, at vælge mellem to eller tre ting (alt efter alder). Tænk over hvordan du formulerer din sætning. Ofte er det sikkert ikke ment, som et spørgsmål og så skal du heller ikke, formulere det som et spørgsmål. F.eks. skal tandbørstning ikke være op til diskussion. “skal du have børstet tænder?”, NEJ. “Se hvad jeg har med…din dejlige tandbørste…. Nu er det tid til at børste dine fine tænder”. Selvom du med “skal du have børstet tænder”, ikke mener det som et spørgsmål, så vil barnet altid tage det som et spørgsmål og de begynder straks, at tage stilling. Stilling til noget de ikke kan beslutte og ofte vil de sige fra. Smid 3-5 spørgsmål mere i puljen op til sengetid og dit barns hjerne er ved at eksplodere og frustrationer fra dit lille barn vil vise sig, i forskellige former. 

Forberedelse: Forbered barnet, så sovetid ikke kommer snigende og uventet. Når du forbereder baby og et lille barn på noget, så styrker du hukommelsen, fornemmelse for tid og undgår mange frustrationer. De faste rutiner vil i sig selv, være en god forberedelse, men sig også planen højt. “Nu skal vi op og læse historie, så synger vi tre sange i jeres seng og så taler vi om vores dejlige dag, inden det er tid til en dejlig nattesøvn”. 

Ja ordet DEJLIG, er meget brugt hos os 🙂 

Søvn skal aldrig være en straf: Negativ erfaring med søvn lagres i barnet. Nu skal du virkelig på arbejde, for at skabe et magisk univers omkring søvnen. 

Hvis du er fortvivlet og har svært ved at finde hoved og hale i, hvad der skaber den uro hos dit barn om natten eller ved sengetid, så GENSTART. Læs mere om GENSTART, i mit næste indlæg.

Nu har jeg igennem S U N D ? S Ø V N indlæggene talt om Sikkerhed, Basisviden, Søvnvaner og det Magiske Univers. Nu er du godt på vej til, at kunne arbejde med dit barns søvn. Men det behøver du ikke gøre alene. Efter mit næste indlæg Genstart, så vil jeg også skrive om andre faktorer der spiller ind på søvnen. Så vil du være klædt godt på og jeg vil ved hjælp af Søvnkort og Søvnguide, hjælpe dig videre. Glæd dig 🙂  

Hvorfor havredrik til natten? Mindre sukkerindhold end komælk og regulerer blodsukkeret pga fiberindholdet. Let at fordøje, indeholder B-vitaminer der styrker centralnervesystemet og giver en afslappet følelse. Forebygger dårlig fordøjelse og der er også flere fordele. Vi køber med tilsat calcium. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *