Meget kan true den Sunde Søvn. Det er derfor væsentligt, at tage hele døgnet i betragtning, når du skal opnå en Sund Søvn for dit barn. Søvn er meget let påvirkelig og skal derfor, tages hånd om nænsomt og kærligt.
Struktur og Planlægning
Måske er du ikke den mest planlagte type, men giv det alligevel et forsøg. Når du planlægger, så skaber du mere struktur for dit barn. Det giver ro og tryghed for et barn, at have faste rammer og en struktur det kender.
Samtidig gør planlægningen også, at der er mere frihed til overskud og spontanitet. Jeres tid vil blive planlagt mere “smart” og det vil skabe mere tid. Tid som kan bruges på spontane oplevelser, eller tid hvor I bare kan være sammen, uden at skulle noget. Den ene dag vil på den måde, heller ikke bare æde den anden. Planlægning giver nemlig også anledning til, at reflektere over jeres tid, hvad der er vigtigt og hvad I vil bruge tiden på.
Min mand og jeg holder et dissideret planlægningsmøde, ca. hver 14. dag. Det er et hyggeligt møde vi afholder sammen, som faktisk også bliver til en ekstra DateNight. Vi hygger med et glas vin, eller lidt snack og så får vi talt om rigtig meget. Vi har følgende faste punkter
- Afstemme kalender
- Vores Børn – Aktiviteter. Oplevelser vi vil dele med dem. Mål. Forventninger. Udvikling. Tanker. Forslag….. ja det kan være ALT der omhandler vores børn. På den måde opfanger vi også tidligt, hvis der er noget vi skal ændre på eller tage hånd om.
- Hvem vil vi gerne se – Invitere venner og familie som vi savner, at være sammen med.
- Hvad skal vi lave, med dem vi skal se – Vi kan godt lide at planlægge aktiviteter og oplevelser, sammen med vores venner og familie. På den måde får vi flere oplevelser sammen og vores børn kommer også til, at være sammen på andre måder, end de plejer.
- Drømme og mål – Fælles drømme og mål. Individuelle drømme og mål.
- Arbejdsstatus – Er der noget omkring vores job, vi har brug for at tale om.
- Ferier & Rejser – Mangler vi at ønske ferie, planlægge rejser eller andet.
- DateNights – Vi sørger for, at planlægge friaftener, middagsdates, weekendture osv. hvor vi bare skal være sammen. Os to. Som Mand og Kone.
- Så har vi flere punkter, som er forskellige fra gang til gang.
Ud over vores Planlægningsmøder, som vi kalder PlanlægningsDates, så afstemmer vi ugen hver søndag aften. Vi skriver vores uge ind i et skema, som hænger i køkkenet. På den måde opstår der ikke misforståelser, uoverenstemmelser, dobbeltbooking eller andet tidsrøvende og uhensigtsmæssigt.
Faste rutiner gennem hele døgnet, er vigtigt for alle børn.
Negative associationer
Associerer dit barn søvnen med noget negativt, så hjælp dit barn med, at finde glæde ved søvnen. Læs indlægget Magisk Univers.
Forældreskab
Forældreskabet er den helt grundlæggende faktor for Sund Søvn. Byg forældreskabet op omkring KÆRT modellen (udviklet af helebarnet.dk) Når du er Kærlig, Ærlig, Rolig & Tydelig, så skaber du optimale rammer, for dit barns udvikling og trivsel. Det er ikke lige nemt for alle og det er okay. Sæt dig et mål og start med ét fokus. Måske vil du gerne have fokus på, at håndtere dit barns store følelser mere roligt, eller måske vil du gerne være mere tydelig, overfor dit barn. Læs mere om KÆRT modellen.
Trivsel
Trivsel er en væsentlig faktor for Sund Søvn. Også her er der mange faktorer der spiller ind og giver mistrivsel. Hvis barnet går i institution, så vær opmærksom på, hvad barnet udsættes for. Et barn der f.eks. er i institution i 8 timer om dagen, 5 dage i ugen, vil uden tvivl gennemgå mange følelser i løbet af sin dag, hvor du ikke har kunne trøste, støtte, forklare og give nærhed og kærlighed. Barnet kan gå med et stort savn til forældrene og ikke forstå, hvor forældrene er henne. Barnet kan i perioder være bange. Bange for at de andre børn slår, eller bange for om forældrene kommer tilbage. Barnet kan føle sig overset og overhørt og give en følelse af, ikke at være af stort værd. Dette kan sætte dybe spor i selvværdet og selvforståelsen. Barnet kan få uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, da der ikke altid er en tryg voksen relation, til at støtte, forklare og hjælpe i konflikter med andre børn.
Uro i hjemmet kan også påvirke søvnen uhensigtsmæssigt.
De voksnes parforhold, påvirker også barnets trivsel og dermed også søvnen. Selv en nyfødt baby vil blive påvirket, af uro i de voksnes parforhold. Et kærligt, ligeværdigt og respektfuldt parforhold, gavner barnet i enorm grad. Barnet vil både opleve ro og mærke kærligheden i hjemmet. Barnet vil have gode forbilleder.
Mobning kan sætte enormt dybe spor i selvværdet og i høj grad, påvirke barnets trivsel.
Trives dit barn?
Middagslure
Manglende søvn om dagen, kan have store konsekvenser for natten. Alle op til 3 år, har brug for en middagslur og de fleste vil have god gavn af en middagslur, helt op til 5-6 års alderen. I børnehaven kan det være svært, at opretholde en sund middagslur, da aktiviteter og frokost ligger for sent. Så bliver det en sen middagslur, som fra 3 års ander vil begynde at påvirke evnen til at falde i søvn. Der skal gerne gå 5 timer fra middagslur, til barnet er klar til, at sove igen. Derfor vælger mange også luren fra, i den tro, at den heller ikke er så vigtig længere. En middagslur, får mængden af stresshormonet kortisol til at falde, så barnet føler sig mere rolig, resten af dagen. Tænk på middagssøvnen som en periode, hvor formiddagens oplevelser fordøjes og stress viskes væk. Der er mange tegn på, at et barn mangler middagslur. Tænk over, om dit barn generelt opfører sig på samme måde fra det står op, til det går i seng. Hvis dit barn skifter adfærd og generelt opfører sig anderledes om eftermiddagen, end om formiddagen, så er det en god indikator for, at dit barn stadig har brug for middagslur. Hvis dit barn ikke vil sove middagslur, eller har svært ved at falde i søvn, så læs alle Sund Søvn indlæg. Hjælp dit barn ved at være nærværende, kærlig og nænsom. Værn om dit barns søvn. Nogle undersøgelser viser, at små børn der sover til middag hver dag, er mere fleksible og har nemmere ved, at tilpasse sig og koncentrere sig. De er også mindre urolige, end børn der ikke sover middagslur.
Med den her viden, så forestil dig, børn ved puttetid, der ikke har sovet middagslur. De er enormt overtrætte og fyldt op, af dagens indtryk. Deres hjerne og krop er på overarbejde og kan slet ikke finde ro til aften. Nu er barnet landet midt i en ond cirkel og har svært ved, at falde i søvn. Når det endelig falder i søvn, arbejder hjernen på højtryk, for at bearbejde hele dagen. Det kan give meget uro, for det lille barn og det vil vågne op næste dag, efter en nattesøvn, der ikke kan komme under kategorien Sund Søvn.
En optimal middagssøvn vil vare imellem 1 1/2 til 3 timer. Hvis dit barn vågner efter kort tid, så læs indlæggene Basisviden og Søvnvaner.
Obs på selvstændighedsperioden, hvor dit barn helt sikkert vil udtrykke sin mening og måske også omkring, ikke at ville sove middagslur. Inddrag dit barn, ved at give valgmuligheder. Sove ude eller i far’s og mor’s seng? Læse en historie eller synge en sang? Hvilket sovedyr skal med? Læg dig evt. sammen med barnet i perioder, hvor det er mere svært, at falde i søvn. Det er okay, at middagsluren ikke foregår på samme måde som nattesøvnen.
HUSK: Du ved hvad der er bedst for dit barn. Dit barn ved det ikke.
Selvom de fleste børn kan have god gavn af middagslur, så betyder det ikke, at du skal låse dig fast til hjemmet i 6 år 🙂 Udnyt også bilturene til, at dit lille barn kan få en lur. Tilpas turen, så det passer med lur og hvis I er på vej hjem fra noget, så tis af og hav sovedyret med. Så kan dit barn starte luren i bilen og sove videre når I kommer hjem.
Tip: For dem der nemt vågner ved at blive flyttet, så prøv at time det. Lad dit barn nå at sove ca. 20 min. inden du flytter det. Så rammer du den dybe søvn, hvor barnet har svært ved at vågn.
Forandringer
Der sker ofte forandringer i et barns liv. Store som små. For at nævne nogle få, kan det være at skifte seng, få en ny søskende, sommer- og vintertid, sygdom, skilsmisser, nye tænder, udviklingsspring osv.
Når der sker forandringer, så sørg for, at holde fast i rutinerne. Lad det kendte og trygge være fremtræden. Hvis det er forandringer du selv kan være med til at påvirke, så undgå flere forandringer på samme tid. Vær tålmodig, kærlig, nærværende og lad dit barn få den tryghed og nærhed, det har brug for. Hvis det betyder, at dit barn skal sove ved dig i en periode, for at finde ro og glæde ved søvnen, så må det være sådan og så hjælp dit barn, gradvist og nænsomt tilbage i egen seng eller anden vane som du ønsker. Alternativ kan også være, at du ligger på en madras på dit barns værelse en kort periode, hvor forandringen står på. Nøglen er tryghed, nænsomhed og gradvis ændring af vane.
Mad & Drikke
Sørg for, at dit barn spiser optimalt gennem hele dagen. En god mæthedsfølelse, skabes ved stabil, varieret og sund mad og drikke, gennem hele dagen. Det handler både om hovedmåltider og mellemmåltider. Vand, mælk, havredrik skal være den primære væskeindtag. Saft eller sodavand er noget barnet, i en passende alder, kan drikke en gang imellem, men langt fra hver dag. Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger, for væskeindtag, også ved særlig varmt vejr.
Fysisk aktivitet
Der er en direkte sammenhæng mellem fysisk aktivitet og Sund Søvn. Børn der er tilstrækkelig fysisk aktive i løbet af dagen, falder hurtigere i søvn, sover bedre, sover længere og føler sig mere udhvilede, når de vågner. Måske oplever du, at dit barn egentlig er meget aktiv, men hvordan og hvor meget egentlig? Tænk flere former for fysisk aktivitet, ind i jeres hverdag. Udendøres aktiviteter som at gå ture i vanskeligt terræn, spille bold, klatre, fangeleg, lave havearbejde osv. Har du oplevet, at dit barn har sovet bedre på ferier? Her har aktivitetsniveauet helt sikker også været i top. Måske har I hoppet, badet og plasket i vandet i flere timer. Måske har I gået ture i klitter og sand eller andre aktiviteter. Hvordan kan I overføre det, til jeres hverdag?
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet og skærmtid.
Fysisk og Mental ro
Mange børn kan ikke finde ro, til at falde i søvn. Det kan der være mange grunde til, som jeg ikke kommer ind på her. Der er flere metoder, for at få dit barn til at slappe af, som giver god mening at indføre i putteritualet, hvis dit barn har svært ved at falde til ro.
- Godnathistorie/højtlæsning: Giver ro, samvær og et godt grundlag for barnets senere læring.
- Massage: Undersøgelser har vist, at massage kan støtte små børn i, at udvikle en mere regelmæssig, sammenhængende søvncyklus og i nogle tilfælde også hjælpe dem til, at sove længere og bedre. Hvis massage skal indgå i jeres putteritual, så lad det være den sidste del, så barnet bare kan glide direkte over i søvnen, efter endt massage.
- Guide til muskelafslapning: Skab en mindfullness tilstand, hvor du guider dit barn igennem kroppen og fortæller hvordan det skal fokusere på én kropsdel ad gangen og få den til at slappe af. Brug en stille, rolig og monoton stemmeføring. Det kan også være med til, at tømme hovedet for tanker.
- Stille musik eller hvid støj: Musikken skal være enkel, gentagende, forudsigelige melodier, som mange af de traditionelle vuggeviser. Børn er meget individuelle, så prøv dig frem, for at finde ud af, hvilken musik der hjælper dit barn til at slappe af. Det kan også være lyden af dig der går rundt og lægger tøj sammen, der er med til, at skabe enorm ro i dit barn. Hvid støj, der minder om den støj baby oplevede inde i mors mave, kan også have god effekt. Hvid støj kan være med til, at “ophæve” andet støj fra f.eks. trafik.
Hvis dit barn har enormt meget brug for dig og dine afslapningsøvelser, for at finde ro, så overvej om andet spiller ind. Er dit barn simpelthen fyldt op, af ubearbejdede indtryk fra dagen, trives det ikke i institutionen, er der udfordringer i relation til søskende, venner eller forældre. Søg dit barns generelle trivsel.
Temperatur
Luft godt ud og sørg for, en passende temperatur på barnets værelse. 18-20 grader er optimalt. Det kan dog være svært at styre temperaturen, særligt om sommeren. Sørg for, at klæde barnet på, så det passer til barnets optimale temperatur. Luft godt ud, gerne 3 gange om dagen eller måske hele dagen, hvis det giver mening ift vejr. Giv dit barn, så meget frisk luft som muligt, når værelset er varmet alt for godt op af sommersolen.
Valg af ble
Hvis dit barn vågner ved, at have meget urin i bleen eller ved at tisse igennem, så prøv dig frem med bleer der suger bedst. Vend evt. bleen om til natten, så bagsiden er foran.
Angst eller frygt
Er der noget dit barn er bange for ved sengetid? Tænk først over din egen adfærd og hvordan du udtrykker frygt i dit barns nærvær. Er den hensigtsmæssig, eller skaber du faktisk denne frygt i dit barn? Så er det tid til, at stoppe. Når dit barn nu har fået den her frygt for noget, så afmystificer den ved, at udforske den sammen med dit barn. Vær nysgerrig på den. Lad både dit barn være nysgerrig på den, men også dig, ved at spørge ind til den. “Hvad er der ved mørket, der gør dig bange?”. Hvis det er mørket som barnet frygter, så leg i mørket, byg huler og fortæl historier i hulen. Gå tur i mørket og se på stjernerne. Lav bål og rist skumfiduser i mørket. Spis middag i mørke med levende lys. De mærker at mørke faktisk ikke er farligt og, at udforske sin frygt, er med til at nedbryde den. Hvis dit barn er bange for edderkopper, så kig på det lille søde kryb sammen og få det til, at kravle op på din hånd først og efterfølgende dit barns. “Der skete faktisk slet ikke noget og hvor er den bare lille. Den må da være bange for os store mennesker, tror du ikke?”
Dit barn skal selv opleve og mærke det og husk, at du altid er instruktøreren. Hvis du bliver skræmt eller giver udtryk for, at det er skræmmende, så kan du være helt sikker på, at du overfører frygten i dit barn.
Det hjælper ofte ikke, at fortælle barnet “det sker der ikke noget ved”, eller “det er ikke farligt”. Hjælp dem til, at nå frem til den virkelighed. Tal også om, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed. Bed dit barn forestille sig noget og tal om, at selvom dit barn kan forestille sig det, betyder det ikke at det er virkeligt. Slå ikke fantasien ihjel, men hjælp dit barn med, at gøre fantasien sjov og hyggelig. “Har spøgelset som du kan se i din fantasi, en lyserød kjole på?”. “Har det søde fantasimonster også brug for at sove”.
Forklar også hvor nattens lyde kommer fra. Fortæl om de dyr, der ikke sover om natten og kan give lyde fra sig. Hvordan blæsten kan skabe natlige lyde i f.eks. træerne eller hvordan mor og far måske kan skabe lyde, ved at trække op i toilettet om natten. Præsenter også kun dit lille barn for tegnefilm, med søde og sjove monstre som sesam street, Shrek eller Monsters inc. Hold øje med skræmmende påvirkninger fra skærmen. Hvad ser dit barn på skærmen? Små børn og skærm, er også et område jeg har rigtig meget energi i og viden om. Læs mit indlæg Isolerende iPad. Et meget spændende og måske afgørende område, for lige dit barns søvn.
Ensomhed
Alt for mange børn og unge føler sig ensomme. Hver fjerde barn, føler sig ensom. Det starter i hjemmet og for flere starter det i en tidlig alder. Ensomhed giver søvnbesvær. Et stort og vigtigt område, som jeg skriver mere om i indlægget Isolerende iPad.
Sådan spotter du ensomhed hos dit barn.
Lyde
I de første 2-4 måneder af dit barns liv, er det vigtigt, at skabe ro i forbindelse med søvnen. Din babys biologiske ur, skal indstilles og det skal der være ro til. Derefter kan du gradvist “træne” med lyde. Da Aston var ca. 2 måneder, vågnede han af stort set alle lyde. Jeg begyndte at gå tur med barnevognen, under hans morgenlur. Men kun den ene lur af de tre dagslure, så jeg ikke gav ham en vane med kun, at kunne falde i søvn under bevægelse. Jeg gik en tur med ham rundt i byen, i skoven og ved vandet. Der var lyde fra varelevering, dyr, mennesker, maskiner, biler og meget mere. Lyde jeg forklarede ham, imens jeg stille fortalte ham, at det var sovetid og helt okay og trygt at sove. Hvis han blev ked af det, tog jeg ham straks op. Gav ham ro, tryghed og vished om, at det var helt okay, at sove til alle de lyde, hvorefter jeg lagde ham ned igen. Efter 14 dage sov han, upåvirket af de fleste lyde.
Det er normalt at middagsøvnen indeholder dagslyde og lys. Nattesøvn er derimod noget helt andet og indeholder mørke og ro, eller i hvert fald nogle andre og mere rolige lyde. Det er stadig vigtigt, at dit barn kan sove fra natlige lyde. Det kan være lyde som, at I taler, stille musik eller lyd fra tv. Biler der kører forbi eller en søskende der snorker.
En måde der kan være med til, at træne små lyde er f.eks., at lægge tøj sammen imens dit barn falder i søvn.
Når vi har lagt vores børn i seng om aftenen, sidder vi nogle gange hos dem til de sover, fordi det er hyggeligt. De kan også falde i søvn af dem selv, så derfor, går vi også og lægger tøj sammen eller rydder op i soveværelset ved siden af dem. Også lige efter de er faldet i søvn, pusler vi nogle gange rundt og laver forskellige ting i nærheden af deres værelse. Ikke noget vildt støjende, men heller ikke, så vi går og visker. Når du gør det, kan det også blive en måde, dit barn kan finde ro på om natten, hvis de vågner. I stedet for, at skulle udføre en aktiv handling med f.eks. nusse, vugge eller tage barnet op, så vil det ofte være trygt bare at høre dig pusle rundt og dit barn kan falde i søvn igen, af sig selv. Hvis dit barn er meget afhængig af en vane, vil der dog være flere led du skal igennem, inden du kan nøjes med at pusle rundt. Læs indlægget Søvnvaner.
Med indlæggene Sikkerhed, Basisviden, Søvnvaner, Magisk Univers, Genstart og Truende Faktorer, er du blevet klogere på, hvor meget der faktisk spiller ind på dit barns søvn. Måske har du en viden og forståelse for dit eget barn nu, som er nok til selv at gå videre. Hvis du stadig føler, at du har brug for hjælp, til at opnå en Sund Søvn for dit lille barn, så følg med i hele juli måned. Her vil jeg ved hjælp af Søvnkort og Søvnguide, give dig mulighed for, at nå helt i mål med Sund Søvn.